print logo

Misbruger med en mission

 Hus Forbi - Denmark 07 December 2019

Vesterbros narkomaner er et jaget folkefærd, som dør af følgesygdomme, overdoser og det hårde liv på gaden. Nicky Juhl er narkoman på 25. år, og hans mål ikke kun er at skaffe det næste fix, men også at skabe bedre vilkår for stofmisbrugerne. (838 Words) - By Anne-Sophie Mark Hass

Share

Manden går med hastige skridt og blikket stift rettet mod noget forude. Han taler sagte med hovedet let bøjet mod den headsetmikrofon, som han har siddende på kraven af sin jakke.

En personbil kommer drønende op på siden af ham. Stopper. Manden sætter sig hurtigt ind på passagersædet, og bilen sætter i fart. Hundrede meter henne ad gaden bremser den op. De to mænd springer ud og stiller sig foran en splejset mand i en brun jakke.

Han tømmer lommerne for alt, og snart ligger en mobiltelefon, en pakke cigaretter og nogle småmønter spredt ud på fortovet. Armene bevæger sig aggressivt op og ned, mens han råber de to civilbetjente ind i hovedet.

 

Fejlfixer med politiet i hælene

Vi er i Istedgade i København. Vesterbro. Den hårdest belastede bydel med det mest synlige narkoproblem i hele landet.

Med visitationen af manden i den brune jakke er de to betjente med til at håndhæve den narkopolitik, regeringen har indført som en del af indsatsen mod narkoproblemet. Nultolerance og forbudszoner er blandt andet et forsøg på at komme narkohandlen og -misbruget til livs.

- Men også et forsøg på at sprede problemet og gøre det mindre synligt, forklarer politiinspektør Mogens Lauritzen fra Station City i hjertet af Vesterbro.

En af de mange misbrugere, der er direkte berørt af nultolerancen og for-budszonerne er Nickky Juhl.

- Jeg har forbud mod at opholde mig foran Hovedbanegårdens bagindgang. Ser politiet mig stå der, får jeg en bøde på 600 kr., fortæller han.

- Derfor er det også sket, at jeg har fejlfixet, fordi jeg har haft politiet lige i hælene.

 

Blander heroin og kokain

Ikke langt herfra er en af Nicky Juhls 'kolleger' i gang. Han spytter en lille blå plastikklump ud i hånden. Tager den op med et par hævede, beskidte fingre, der i sin iver for at vikle den tætpakkede plastik ud, flere gange er ved at tabe den. Så kommer det hvide pulver til syne, og straks bliver en fugtig finger af spyt dyppet ned i pulveret.

- Jo, den er go' nok, det er sgu noget heftigt stof, siger han, mens han rækker tungen ud, hvor lidt hvidt pulver stadig klæber fast.

Op af sin ene bukselomme hiver han endnu en lille pakke. I den ligger den brune heroin, som kokainen skal blandes med.

- Det giver en længere og bedre effekt, forklarer han.

Og med sine 25 års erfaring som stofmisbruger ved han, hvad han taler om.

Han trækker de sorte læderbukser ned til knæene, og den brunlige væske, som nu er trukket op i en sprøjte, bliver med et hurtigt og sikkert stik med kanylen ført ind i en vene i hans venstre lår. Pupillerne bliver kæmpe-store. De brune øjne næsten sorte.

- Så - nu har jeg det godt, smiler han.

 

Opråb til politikerne

Imens hænger Nicky Juhl ud på Café Dugnad, et værested for bydelens narkomaner. Man kan lige akkurat ane hans sorte, tætklippede hår under den røde hættetrøje, som han har trukket helt op over ørerne. Der er spil i de store, brune øjne. Et næsten barnligt udtryk, der får ham til at se yngre ud, end hans 44 år.

- Jeg har altid passet på mig selv. Jeg kender min krop godt efterhånden og ved præcis, hvor meget jeg kan tåle.

Nicky Juhl taler højt. Så højt at små dråber af spyt rammer bordet. Der er tryk på hvert et ord.

- Jeg ved alt. Jeg har været stofmisbruger i 25 år. Du finder ikke én her, der ved ligeså meget som jeg, slår han fast med et blik, der ikke sår den mindste tvivl om alvoren i den påstand.

 

Kanylefri legepladser

Nicky Juhl vil gerne råbe politikerne op - for at få det fixerum, de har råbt op om så længe. Men han ønsker også at råbe kollegerne - de andre stofmisbrugere - op.

- De skal lære at rydde op efter sig selv. Børnene skal ikke spærres inde hele weekenden, fordi der ligger blodigt værktøj på legepladserne, eller i parkerne.

Selv var han 19 år, da han tog sit første skud heroin. I dag lever han på gaden. Han har to bæreposer med ejendele og det tøj, han står og går i. Alligevel anser han ikke sig selv som én af de dårligst stillede.

- Jeg har flere ressourcer end langt de fleste, der render rundt her på Vesterbro. Men det er også kun på grund af det her sted (Café Dugnad, red). Det holder mig oppe, pointerer Nicky Juhl, som af samme grund betegner sig selv som pr-medarbejder.

- Ja, jeg burde egentlig få løn, siger han henvendt til caféens kok, idet han går forbi.

Kokken svarer med et smil.

En alt for tynd og bleg kvinde stiller sig pludselig foran Nickky. Hun viser ham diskret to små plastik-klumper og gør tegn til, at han skal følge med.

- Jeg bliver nødt til at gå nu, siger Nicky Juhl rejser sig.

Sammen går de ind på caféens toilet. Det er tid til at få det godt.

SNS logo
  • Website Design